tirsdag den 18. august 2020

Anmeldelse af Grøn af misundelse af Jill Byrnit

Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 4/6
Forlag: Plurafutura Publishing

Antal sider: 142
Sprog Dansk

Grøn af misundelse er en samling af 24 fortællinger om det moderne liv. I fortællingerne kredser evolutionspsykolog Jill Byrnit om emner som misundelse, perfektionisme, kærlighed, forandringshysteri, drømme og længsler.

Det er blevet ret populært med disse bøger, der sætter spørgsmålstegn ved nogle af de måder, vi mennesker vælger at leve vores liv på. Det kan også være ganske sundt med spørgsmålstegn engang i mellem. Jill Byrnit er god til at stille skarpt på nogle af de måder, vi mennesker agerer i hverdagen. Hun skriver i en morsom tone, som får en til at trække på smilebåndet, men formår stadig at skrive på en måde, så ens tanker bliver vækket.

Teksterne fik mig helt klart til at reflektere over en masse forskellige ting. Det er altid spændende med bøger, der kan sætte gang i tankerne. Det gælder uanset om man er enig eller uenig i, hvad end der bliver sagt eller skrevet. Teksterne i "Grøn af misundelse" har en rigtig rar længde, så de er nemme og hurtige at læse og deres pointer kan forstås ret hurtigt. Jeg vil anbefale, at man måske deler bogen lidt op, så man tager en enkelt tekst eller to ad gangen. På den måde bliver man ikke for hurtigt mættet af oplysninger og meninger, og man giver plads til at få tænkt lidt over, hvilke holdninger man selv har i forhold til de emner, som fortællingerne tager op.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar