torsdag den 2. april 2020

Anmeldelse af "Bargums synder" af Sofie Malmborg

Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 5/6
Forlag: Politikens Forlag

Antal sider: 318
Sprog Dansk


Den unge Frederik Bargum kommer i år 1750 i lære hos sin onkel, der er en af Københavns mest velhavende købmænd. Det viser sig, at han har talent for faget og da onklen dør, bliver Frederik tilbudt at gifte sig med sin kusine og derved få en andel i forretningen. Frederik Bargum har store ideer og begynder straks at udvikle sine egne forretningsideer og at bygge sit helt eget palæ.

Jeg er dybt imponeret over denne bog. Det føles næsten som om, man selv bliver ført tilbage til sidste halvdel af 1700-tallet. Man kan levende forestille sig, hvordan de forskellige karakterer taler til hinanden, hvordan folk går klædt og hvad der blev handlet med dengang.

Det er helt utroligt, så grundig Sofie Malmborg har været med denne bog. Det har krævet en kæmpe research, som resulterer i, at karaktererne i bogen der også har eksisteret i virkeligheden, med ét bliver vækket til live igen. Det er en utrolig historie, der bliver fortalt, og man skulle næsten tro, at den var opdigtet. Det er dog kun enkelte elementer i bogen, der er opdigtet og disse skaber blot lidt ekstra stemning til fortællingen.

Bargums synder er generelt en virkelig godt fortalt bog om virkelige hændelser. Den er skrevet, så historien fænger, og man bliver ført tilbage til gammel tid.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar