tirsdag den 1. oktober 2019

Anmeldelse af Se mig nu af Amalie Hammel

Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne
Stjerner: 2/6
Forlag: Books on Demand

Antal sider: 148
Sprog Dansk


"Se mig nu" handler om Emma, der efter et endt forhold skal finde sig en ny tilværelse. Hendes nye tilværelse fyldes med fester, en masse alkohol og mange mindre og korte forhold til forskellige mænd. Selvom Emma forsøger at opretholde en positiv facade, tager det alligevel hårdt på hende psykisk. Derfor forsøger hun at ændre sin adfærd, men det er svært at løbe fra sin fortid.

Bogen kommer ind på mange meget aktuelle og vigtige tematikker i disse me too-tider. Det er fedt at læse en bog, som tør at tage disse emner op og også gør opmærksom på, at de findes og at der stadig er nogle skævvridninger i forhold til mænd og kvinder.

Selvom det er fedt, at disse emner bliver taget op, så synes jeg samtidig også, at der er taget lidt for mange op i forhold til bogens længde. Bogen indeholder så mange vigtige emner, så der ikke bliver plads til at gå i dybden med dem alle samtidig med at der heller ikke er plads til at lære bogens karakterer at kende. Jeg ville have elsket at lære Emma og hendes usikkerheder og frustrationer bedre at kende.

Det er en dejlig nem bog at læse, og siderne bliver hurtigt vendt. Der er dog nogle finurlige sætninger og nogle ord, der bliver brugt forkert, hvilket i mit tilfælde gjorde læseoplevelsen en anelse speciel. Der er som sådan ikke noget i vejen med sproget, men det var bare noget, jeg studsede over mens jeg læste bogen.

Alt i alt kan jeg sige, at "Se mig nu" er en bog med stort potentiale, men som efter min mening kunne være gået mere i dybden samtidig med, at det sproglige kunne have været mere skarpt og rettet til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar