torsdag den 31. oktober 2019

Anmeldelse af Døden på stranden af Ann Cleeves

Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 3/6
Forlag: Gads Forlag

Antal sider: 375
Sprog Dansk

Døden på stranden er første bind i serien om kriminalbetjent Matthew Venn. Matthew er til sin fars begravelse, da der findes et lig af en mand på stranden. Sagen fører Matthew tilbage til det miljø, som han for længe siden har lagt bag sig og flere hemmeligheder ser pludselig dagens lys.

Man er fra første side slet ikke i tvivl om, at dette er en ægte klassisk krimi. Man bliver med det samme suget ind i historien af de mange beskrivelser af det engelske samfund og omgivelserne. Det er så man næsten føler man selv er der. Stemningen bliver også hurtigt sat og man finder hurtigt ud af, hvilke karakterer, det er vi har med at gøre. Det er netop disse ting, der gør denne bog til perfekt læsning en mørk og regnvejrsfuld efterårsaften.

Da det er første bog i en længere serie, så skal der introduceres en del nye karakterer, som vi vil følge gennem flere bøger. Disse karakterer bliver fra første færd stillet virkelig skarpt op, så man ved hvem der er hvem. Jeg kan rigtig godt lide, nogle af de baggrundshistorier vi får omkring de forskellige personer og det gør, at man bedre får en forestilling om, hvad de er støbt af. Der er dog nogle perioder, hvor jeg føler, at beskrivelserne og personernes holdninger er på en måde, så det virker en smule overdrevet og karikeret. Det kan dog være et tilfælde i dette første bind, hvor vi jo først skal lære persongalleriet at kende, og derfor skræmmer det mig ikke fra at læse videre.

For det meste er jeg godt underholdt og fanget af bogens handling. Der er dog situationer i bogen, som jeg ikke føler giver mening. Man får lidt følelsen af, at forfatteren beskriver nogle situationer, som kun er med for få skåret nogle pointer ud i pap. Derfor føles bogens handling ikke altid lige så realistisk, som den ellers kunne have været.

Afslutningsvist kan jeg sige, at det var en fryd at læse beskrivelserne af den engelske by og dens omgivelser. Karakterernes udvikling virker lovende, hvis de får lov til at udvikle sig på en mindre karikeret måde samtidig med, at historiens handling er virkelig interessant men har tendens til at blive skåret for meget ud i pap og overfortalt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar