tirsdag den 9. juli 2019

Anmeldelse af To uger i Toscana af Domenica De Rosa

Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne
Stjerner: 3/6
Forlag: Gads Forlag

Antal sider: 362
Sprog Dansk

Den britiske Patricia ejer et slot i Toscana, hvorfra hun inviterer folk på kursus. Denne gang er det en flok med forfatterdrømme, der indtager slottets mange værelser. Da kursisterne begynder at lære hinanden at kende begynder kærligheden, drømmene og jalousien at spire i den toscanske varme.

Man får varmen og bliver godt og grundig lækkersulten når man læser denne bog. Det er en ægte sommerbog, der virkelig egner sig som sommerferielæsning. Jeg har en forkærlighed for bøger, der beskriver mad på en måde, så man næsten selv kan smage det. Det må man sige, at Domenica formår i denne bog og det er en fryd at læse, selvom det også kan give en smule knurren i maven.

Domenica De Rosa er også kendt under pseudonymet Elly Griffiths. Med dette forfatternavn skriver hun krimiserien om arkæologen Ruth Galloway. Det er en serie, som jeg er blevet rigtig glad for, og jeg må sige, at jeg mest holder af hendes krimier. To uger i Toscana har en tendens til at blive en smule klichéfyldt og nogle ting bliver en anelse for opstillet og falder lidt for nemt i hak. Bogen egner sig til en stille og rolig sommerferielæsning men er for mig nok også ret hurtigt glemt igen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar