torsdag den 14. marts 2019

Anmeldelse af Elskeren af Maguerite Duras

Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne
Stjerner: 5/6
Forlag: Gyldendal

Antal sider: 112
Sprog Dansk

Elskeren er en selvbiografisk roman, der handler om en helt ung pige og hendes erotiske forhold til en rig kinesisk forretningsmand i 1920'ernes Indokina. Denne udgave er en del af Gyldendals klassikerkollektion.

Jeg havde blandede forventninger til denne læseoplevelse. Forsiden er utrolig smuk, fin og forførende mens bagsideteksten fører ens tanker hen i den erotiske genre. Flere har spurgt mig, om jeg har set filmen, som skulle lægge stor vægt på erotikken. Man kunne få den tanke, at dette var en tidlig fortælling lignende Fifty Shades of Grey. Men det er det på ingen måder. Elskeren er intet mindre end en sprogperle. Maguerite Duras skriver på en måde, så hele billeder svæver forbi øjnene af en.

Bogen handler også om meget andet end erotik. Den handler om familierelationer, familieproblemer og historiens gang. Det er virkelig fascinerende at dykke ned i denne periode og denne familie og Duras formår at beskrive omgivelserne og sine følelser på en måde, så man virkelig kan mærke dem. Hun formår at sige uendeligt meget på meget lidt plads og derfor mener jeg, at denne bog er et helt lille kunstværk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar