onsdag den 2. maj 2018

Anmeldelse af "Vejen" af Lasse Bo Jensen


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 3/6
Forlag: People's Press

Antal sider: 250
Sprog Dansk

Da den unge Matti i 70'erne flytter med sine forældre til et hus på vejen, skal livet og verden for alvor udforskes. På vejen finder Matti nye venner, han kan lege med og bliver en fast gæst i nogle af naboernes hjem. Det er dog ikke alle på vejen, der kommer lige godt ud af det med hinanden og det er ofte Mattis far, der rager sig uklar med de andre på vejen, hvilket fører til flere komiske episoder. Vejen giver et indblik i et typisk dansk kvarters vejfester, sammenhold og skænderier.

Jeg er meget fascineret over Lasse Bo Jensens evne til at beskrive 70'ernes Danmark og ligeledes, hvor godt det lykkes at skildre den typiske dansker i et parcelhukvarters. Her vil man hinanden, man holder vejfester, fejrer fødselsdage og passer på hinanden. Men man gør dog alt dette uden at man alligevel vil for tæt på hinanden, da man trods alt er sig selv nærmest. Dette fanger Lasse Bo Jensen med det samme ved at afbilde de forskellige typer man ofte finder i sådan et kvarter.

Jeg er derudover også begejstret over at følge historien gennem Mattis øjne. Der opstår ofte sjove øjeblikke og observationer, når børn prøver at forstå de voksnes handlinger og prøver at skabe sammenhæng i de voksnes sære bemærkninger. Der er dog nogle gange i bogen, hvor jeg ikke synes, det helt lykkes at fange barnets sind. Her fornemmer jeg en voksens tanker og refleksioner i baggrunden og i beskrivelserne. Derfor føler jeg ikke altid, at Matti virker helt ægte og uskyldig, som et barns tanker ofte er. Derfor var der nogle passager i historiens forløb, som jeg sagtens kunne se skulle være sjove, men som alligevel ikke fik mig til at grine. Passagerne var for mit vedkommende for opstillede og virkede en smule for planlagt.

Man kan dog ikke tage humoren fra fortællingen, så "Vejen" var en fin og hyggelig roman, der i mine øjne har succes med at skildre 70'ernes familieliv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar