mandag den 19. marts 2018

Anmeldelse af "Lyset fra de faldende stjerner" af Kate Ling


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 5/6
Forlag: Gads Forlag

Antal sider: 321
Sprog Dansk

Dette er andet bind i Ventura-sagaen. Dom og Seren er sammen med to andre beboere fra rumskibet Ventura flygtet til en ubeboet planet. Nu handler det om at overleve. Det er svært, når man hele sit liv har boet på et rumskib og ikke kender til hverken klimaet eller føden på planeten. Jo mere det hele spidser til des sværere bliver det at samarbejde.

Jeg var meget betaget af den første bog i denne trilogi. Jeg blev med det samme fanget af bogens science fiction-elementer og blev straks betaget af Dom og Serens kærlighed til hinanden. Jeg kunne mærke deres kærlighed og det var utroligt befriende at læse en YA-fortælling, hvor jeg fornemmede ægte og realistisk kærlighed.

Andet bind er på sin vis på samme måde som bind 1. Men i stedet for at leve et beskyttet liv i et rumskib handler det nu om, at overleve på en fremmed planet. For mig er det en helt perfekt udvikling, der skaber dynamik i historien, så man ikke føler, at historien går i stå. Der er hele tiden nye dilemmaer, der skal tages stilling til og jeg elsker det! På den måde er andet bind i serien både spændende og meget gribende.

Jeg var bange for, at Dom og Serens forelskelse ville falde til jorden i denne omgang. Jeg føler ikke, at deres forelskelse er lige så intens, men jeg kan dog heldigvis stadig mærke den. Endnu engang sker der en udvikling i dem og deres følelser, så man ikke kører træt i dem og deres relation. Endnu engang mener jeg, at Kate Ling har formået at beskrive en teenage-forelskelse, jeg kan holde ud at læse og som jeg rent faktisk også tror på.

Jeg har altid haft svært ved, at holde fokus på serier. Jeg bliver som regel træt af historien efter bog 2. Men med denne bog har Kate Ling bevist, at det kan lykkes at skabe en serie, der kan blive ved med at udvikle sig og forblive spændende og intens. Du skal helt klart læse denne bog, hvis du er til YA-romancer og science fiction!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar