tirsdag den 16. januar 2018

Anmeldelse af "Pigen under jorden" af Elly Griffiths


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 4/6
Forlag: Gads Forlag

Antal sider: 300
Sprog Dansk

Da man finder menneskeknogler i saltmarsken bliver arkæolog Ruth Galloway tilkaldt. Til skuffelse for kriminalinspektør Harry Nelson afgører Ruth, at knoglerne tilhører en ung kvinde fra Jernalderen. Harry Nelson havde håbet på, at det var liget af en pige, som forsvandt for 10 år siden. Siden pigens forsvinding har han modtaget mystiske breve og han spørger derfor Ruth Galloway til råds. Pludselig bliver Ruth involveret i et ægte mysterie.

Jeg kunne med det samme rigtig godt lide Ruth Galloway's personlighed og derfor holdt jeg meget af, at følge hendes dagligdag og tanker. Fortællingen om jernalderen og udgrvaninger af forskellige fund fandt jeg også utrolig spændende. På den måde lærte man en smule om arkæologi og hørte nogle historier fra fortiden. Derudover var det også rigtig spændende, at høre om saltmarsken og dens farlige og næsten overnaturlige område.

Jeg havde flere gange den fornemmelse af, at jeg havde gættet hvem gerningsmanden var. Jeg nåede ligefrem at sige til en ven, at hvis det var den person, jeg troede det var, så ville det godt nok være et meget åbenlyst plot. Men historien tog et drej og pludselig måtte jeg mistænke en anden og pludselig også en tredje. Jeg blev derfor rigtig snydt, da jeg havde dømt bogen til at være nem at gennemskue, hvilket den bestemt ikke var.

Historien er ligesom en typisk krimi opbygget med et klimaks til sidst, med flere actionscener. Man var ikke i tvivl om, at scenen var sat på en måde, så det skulle føles gruopvækkende og skræmmende. Denne følelse nåede dog ikke helt ind til mig. Mine øjne kunne sagtens se på beskrivelserne, at det skulle være farligt men min hjerne og krop følte det bare ikke rigtigt. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at det hele nok skulle gå.

Så denne forælling er en ægte krimi med alle dens træk. Den  har en stærk hovedperson, som jeg endnu ikke er træt af at læse om og har nogle virkelig skræmmende elementer. Men det må gerne blive bare en anelse mere farligt til min smag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar