torsdag den 25. januar 2018

Anmeldelse af "Den, der lever stille" af Leonora Christina Skov


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 5/6
Forlag: Politikens Forlag

Antal sider: 374
Sprog Dansk

I denne selvbiografiske roman fortæller Leonora Christina Skov sin livshistorie. Efter sin mors død beslutter hun sig for at fortælle om sit liv og sine tanker og følelser omkring sin opvækst. Hun skriver om at ville gøre alt for at føle sig elsket men stadig føle, at man alligevel ikke bliver accepteret, som den man er.

Med denne roman starter mit læseår for 2018 formidabelt. Leonora Christina formår med sine beskrivelser at sætte alle mulige følelser i gang. Gennem hendes øjne følger man, hende gennem hverdagen i parcelhuset, hvor man tit må gå på listesko for ikke at blive anklaget for, at ødelægge familieidyllen. Jeg kunne tydeligt mærke følelserne fra den sårede, den bange og den forvirrede pige, der bare gerne ville elskes og hvile i sig selv som barn og som ung. Det var ligeledes nemt at glide ind i tankerne og følelserne omkring, hvordan hun gennem årene hele tiden gerne har villet bevise sit værd uden at skulle gå på kompromis med sin egen personlighed og meninger.

Samtidig med at jeg sagtens kunne mærke alle de følelser fra denne unge pige og kvinde, så kunne jeg også mærke min egen vrede, irritation og frustration over for forældrene. Det kunne nogle gange være svært at være i sig selv, når jeg læste nogle helt urimelige passager. For ikke at skulle sidde og skumle for længe over det, blev jeg simpelthen nødt til at læse stykker op for andre, for at kunne diskutere scenerne, så de ikke groede fast i mig. Selvom Leonora Christina skriver om disse øjeblikke, så føler jeg alligevel ikke, at hun udstiller sine forældre. Hendes mor kan selvfølgelig ikke forsvare sig selv men jeg er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at hun holder meget af sine forældre.

Jeg prøver at stille mig selv spørgsmålet: ”Hvad tænker jeg om denne bog?”. Jeg er kommet frem til, at jeg ikke kan svare på dette spørgsmål. Denne fortælling er ikke en, jeg tænker noget om. Det er en fortælling, jeg føler noget for. Jeg føler vrede, sorg og forargelse. Jeg føler kampgejst, sejr og gåpåmod. Så hvis du leder efter en bog, der får dig til at føle, så skal du læse ”Den der lever stille” af Leonora Christina Skov

Ingen kommentarer:

Send en kommentar