lørdag den 15. juli 2017

Anmeldelse af "Victoria" af Daisy Goodwin


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne
Stjerner: 4/6
Forlag: Politikens Forlag

Antal sider: 393
Sprog Dansk

Victoria bliver som 18-årig udnævnt som dronning af England. Det er et kæmpe ansvar at være dronning, men hun er fast besluttet på, at hun vil klare det uden hjælp fra sin mor. Der er mange, der meget gerne vil påvirke Dronning Victoria til at træffe bestemte valg. Premierminister Lord Melbourne er ikke i tvivl om, at Victoria vil blive en stor dronning. Derfor tilbyder han sin hjælp og et nyt venskab begynder at blomstre.

Det er ikke lang tid siden, der kørte en tv-serie på DR1 der handlede om dronning Victoria. Jeg var meget betaget af historien og de fine scener med overdådige kulisser og de flotteste kjoler og uniformer. Da jeg opdagede, at den samme person, der havde skrevet manuskriptet til serien også havde skrevet en bog om dronningen, var jeg slet ikke i tvivl om, at den måtte jeg bare læse. Jeg har altid interesseret mig meget for både den danske og engelske historie om konger og dronninger og jeg synes at skønlitteratur er en fortryllende måde at lære noget om historien på.

Der var et rigtig godt flow i bogens historie og mine øjne fløj derfor fra side til side, så let som ingenting. Jeg kendte ikke meget til dronning Victoria i forvejen og derfor var det spændende at følge bogens handling og lære Dronning Victoria lidt mere at kende samt læse, hvor udfordrende det må have været at skulle være dronning i så ung en alder. 

Mit største problem med handlingen er dog, at den for mit vedkommende fokuserer lidt for meget på en ung kvindes tanker om kærlighed og kjoler, hvor jeg hellere vil læse om den tid, bogens handling befinder sig i.

Jeg nød dog helt klart, at jeg kunne genkende tv-serien i bogen og hyggede mig meget med, at jeg kunne genkende nogle af replikkerne. Jeg ville faktisk ønske, at der ville komme en ekstra bog, hvor man mere får et indblik i dronningens regeringstid og hendes ægteskab med prins Albert.

Alt i alt var det en hyggelig bog, som egner sig rigtig godt til læsning i sommerferien. Jeg savnede dog lidt mere historie om selve tidsperioden.

1 kommentar:

  1. Den lyder rigtig god den bog :) fik aldrig set tv-serien, men det skal jeg helt sikkert på et tidspunkt :) Hvis du finder Victoria interessant, kan jeg klart anbefale dig at se filmen The young Victoria med Emily Blunt i hovedrollen, den er rigtig god :D

    SvarSlet