fredag den 18. november 2016

Anmeldelse af "Ting min søn skal vide om verden" af Fredrik Backman


Stjerner: 3/6
Forlag: People's Press

Antal sider: 176
Sprog Dansk

Bogen er en samling af forskellige tips og historier, der samlet set er dedikeret til Fredriks søn. Her får Fredrik fortalt, hvor meget han elsker sin søn og sin kone samtidig med han kommer med gode tips til sønnen, som kan være nyttige gennem hans opvækst.

Ligesom Fredrik Backman's andre bøger, så er denne bog fyldt med humor! Jeg måtte grine højt og havde den største lyst til at læse afsnit op for venner og familie, for at kunne dele forfatterens fuldstændig gakkede observationer med andre. Det sjove med disse observationer er jo også at man så tit kan nikke genkendende til det han fortæller, hvilket bare gør beskrivelserne så meget sjovere.

Man kan næsten kalde denne bog for et slags opslagsværk. Der er ikke nogen decideret historie eller handling i bogen og er mere en slags samling af mindre historier. Derfor fanger denne bog mig desværre ikke helt lige så meget som Backman's andre bøger har gjort. Fredrik Backman har et kæmpe talent for at portrættere de lidt skæve karakterer på en måde så man kommer til at holde af dem helt ind i sjælen, Det manglede jeg her. Han formår dog at beskrive sin kærlighed til familien så man slet ikke er i tvivl om, at de er hele hans verden og det varmer utroligt meget i hjertet!

Forfatterens tre andre bøger har jo på den ene eller anden måde hængt lidt sammen. Man støder på karakterer fra forskellige vinkler. I starten troede jeg ikke, at denne nye bog havde noget som helst at gøre med de andre bøger han har skrevet. Nu er jeg dog kommet lidt i tvivl, for selvom Fredrik Backman skriver om sig selv og sin familie, så synes jeg at enkelte ting passer så godt til beskrivelsen af Ove's (fra "En mand der hedder Ove") naboer Parveneh og Patrick. Om Fredrik Backman har skrevet sig selv ind i Ove's historie, det ved jeg ikke, men jeg synes det er en sjov tanke.

Min opsummering er herved at bogen er fantastisk sjov og indeholder beskrivelser, der kan få en til at klukke af grin. Den mangler dog bare den sidste smule magi, nemlig den skæve karakter eller handling, for at den kunne få en fast plads i mit hjerte.

(Sponsoreret indlæg)

(Bogen er anmeldt for People's Press. Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar