mandag den 3. oktober 2016

Blogger-event: Julie Kagawa i Odense

For et stykke tid siden blev jeg af forlaget HarperCollins Nordic inviteret til et arrangement med forfatteren Julie Kagawa. Forlaget er i gang med at udgive hendes Talon-saga, hvor anden bog netop lige er blevet udgivet.
Xenia og jeg fulgtes ad og hyggede os i Odense by inden arrangementet gik i gang. Det er nærmest blevet til en tradition, at vi altid køber sushi når vi skal spise sammen. Denne gang var ingen undtagelse. Vi nød vores aftensmad i Kongens Have og havde derfor ikke langt til Odense bibliotek, hvor arrangementet foregik. Det var så hyggeligt at hilse på alle de andre bloggere, der var til stede. Man føler jo lidt, at man kender folk når man så længe har fulgt deres blogge.

Jeg elsker virkelig at lytte til forfattere og om deres tanker omkring de bøger, de skriver. Jeg synes, det kan gøre ens læseoplevelse af en bog meget bedre. Julie Kagawa var virkelig skøn at lytte til. Hun var utroligt passioneret omkring sine bøger og de fantasifulde verdener, hun har skabt. Det var sjovt og hyggeligt at lytte til hende og høre, hvilke ting og hvilke forfattere der havde inspireret hende.

Spørgsmålene fra publikum til Julie var endeløse. Det var tydeligt at se, hvor populær Julie er blandt sine fans og det er også nemt at forstå hvorfor. Julie Kagawa var utroligt deltagende og virkelig rar at snakke med. Man kom med det samme til at holde af hende og man fik virkelig lyst til at gå på jagt efter hendes bøger.

Arrangementet var et samarbejde mellem HarperCollins Nordic, Odense bibliotek og Bog & Ide i Odense. Bog & Ide stod også for en utrolig lækker goodiebag med alle mulige godter. Der var en malebog, chokolade, rabatkort og alle mulige andre lækkerier i. Alt i alt var det en super vellykket aften!

1 kommentar: