onsdag den 2. marts 2016

Anmeldelse af "Gruppen" af Mary McCarthy


Stjerner: 4/6
Forlag: Lindhardt & Ringhof

Antal sider: 432
Sprog Dansk

"Gruppen" handler om 8 unge kvinders liv i 1930'ernes USA. De har alle studeret samme sted og samles nu til en af kvindernes bryllup. De ønsker alle at leve et uafhængigt liv uden at en mand skal definere deres liv og til at forsørge dem.

Jeg nød at læse om 30'ernes kvinder. Der er noget helt specielt over den periode og jeg var med det samme forsvundet ind i 30'ernes USA. Jeg blev egentlig også lidt overrasket over, hvor meget fokus der på den tid allerede var på kvindernes uafhængighed. Bogen fokuserer meget på, hvordan kvinderne ønsker at klare sig selv og ikke være afhængig af en mand.

Det der er spændende er, at jo mere fokuseret disse kvinder er på at klare sig og frigøre sig selv, jo mere fokuserer de på og bliver afhængige af manden. Ikke nødvendigvis økonomisk men man fornemmer ofte, hvordan mændene spiller en rolle i kvindernes definition og tanker om dem selv.

Dette er en bog der får en til at reflektere over, hvordan kvindernes rolle i samfundet har udviklet sig gennem tiden. Det er et spændende indblik, som samtidig ikke er for tungt.

Nogle af kvinderne var selvfølgelig mere spændende at læse om end andre. Jeg havde dog af og til en smule svært ved at huske alle navnene. Dette skyldes måske at jeg ikke altid blev fanget af forfatterens skrivestil. Selvom fortællingen interesserede mig meget, så gjorde skrivestilen at det tog længere tid at komme gennem bogen. Man gik simpelthen i stå.

(Sponsoreret indlæg)

(Bogen er anmeldt for Lindhardt & Ringhof. Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar