onsdag den 23. marts 2016

Anmeldelse af "De smukkeste" af Karin Slaughter


Stjerner: 4/6
Forlag: 
HarperCollins Nordic
Antal sider: 463
Sprog Dansk

Claire mister sin mand på brutal vis. Hun sørger over ham og kan slet ikke overskue, at der samme dag som hans begravelse finder sted, er indbrud i hjemmet. Da hun ser nærmere på sin mands ting finder hun dog hurtigt ud af, at han ikke var den, hun troede han var.

"De smukkeste" var en ret spændende bog at læse. Man læser ud fra forskellige personers synsvinkler, hvilket gav forskellige nuancer til historien. Det synes jeg fungerede rigtig godt og skabte mere spænding til fortællingen.

I starten troede jeg lidt, at jeg havde gennemskuet plottet og blev lidt træt over, at jeg havde gjort det når der stadig var så meget af fortællingen tilbage. Jeg havde da også gættet en lille del af plottet, men jeg skal da love for, at det hele pludselig tog en drejning som jeg ikke havde set komme. Derfor overraskede bogen og den blev ikke kedelig.

Karin Slaughter skriver på en let og overskuelig måde, så man hverken keder sig eller føler at man ikke forstår noget som helst. Jeg trak både på smilebåndet engang i mellem og fyldtes med gru når forfærdelige ting blev beskrevet.

De smukkeste er altså en rigtig spændende thriller, der ikke gennemskues så nemt som først troet. Bogen overraskede mig positivt og jeg kunne godt finde på at læse en enkelt Karin Slaughter bog eller to mere.

(Sponsoreret indlæg)

(Bogen er anmeldt for HarperCollins Nordic. Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar