onsdag den 13. januar 2016

Mål for 2016


Et nyt år er startet og nye udfordringer skal sættes. Som jeg skrev i sidste indlæg, så har jeg valgt at min Goodreads udfordring er at læse 55 bøger. Det er en udfordring som jeg er ret sikker på at jeg når, da jeg de sidste par år har læst flere end det. Hvorfor så ikke udfordre mig selv endnu mere? Simpelthen fordi jeg ikke vil gøre det til en konkurrence og jeg vil ikke stresse mig selv til at læse flere bøger. Jeg vil nyde at åbne en bog og fantasere mig ind i dens verden.

Hvert år har jeg desuden givet mig selv udfordringer som for eksempel bestemte forfattere der skal læses eller bøger der skal genlæses. Jeg har tænkt og tænkt for at finde på udfordringer i år. Jeg har også spurgt jer, og i har givet nogle rigtige gode bud.

Man kan jo ikke lade være med at gøre sig forskellige tanker. Jeg har så mange ideer for, hvad jeg gerne vil læse. Jeg er slet ikke færdig med Neil Gaimans bøger og jeg drømmer også om både at genlæse "Hunger Games"-serien og "A Game of Thrones". Den sidste genlæsning er dog måske en smule ambitiøst. Især når man jo også så gerne skal have læst de ulæste bøger der står på hylden og når man også gerne vil læse flere tegneserier! Der er ikke grænser for, hvad jeg gerne vil.

Det kan komme så vidt, så man ender i en form for stress og hvis der er noget jeg ikke vil, så er det at have stress over de bøger jeg vil læse. 2016 bliver i forvejen et år med så mange nye ændringer. Jeg skal skrive speciale, jeg skal flytte og jeg skal for alvor ud på arbejdsmarkedet. Det er ting som både stresser mig en smule og skræmmer mig. Men de giver også kriller i maven af spænding. Derfor er det netop disse ting som jeg vægter højest og det er dette jeg giver plads til at kunne skabe en form for pres i mit liv dette år.

Derfor er mit læsemål for i år:

Bøgerne skal være mit fristed. 

Når den virkelige verden bliver for presset og stressende, så skal bøgerne åbne op for afslapning og nydelse. Det er da et ønske man burde kunne opfylde.

Har i nogle læsemål for 2016?

1 kommentar:

  1. Det lyder som en rigtig god idé, Anne! Jeg vil selv gerne læse 150 bøger, men ellers ved jeg ikke, hvad jeg har af forsæt.

    SvarSlet