onsdag den 12. august 2015

At vælge en bog på grund af forfatteren

Når jeg har læst en helt igennem fortryllende bog så tager jeg mig selv i, at se efter om forfatteren til bogen eventuelt har skrevet flere bøger. Det har de som regel, hvorefter jagten på bøgerne går i gang. Jeg vil så nødigt slippe universet for længe ad gangen.
Det med at læse forfatterens andre bøger fordi man forelskede sig i en fortælling kan fungere ganske udmærket. Især hvis det er forfatterens skrivestil man er blevet betaget af. Sådan har jeg det for eksempel med forfatteren Fredrik Backman efter jeg læste hans bog: "En mand der hedder Ove". Ikke nok med at jeg var helt fortabt i historien så higede jeg efter hans sjove vendinger, hvilket gjorde at jeg måtte købe hans anden bog: "Britt-Marie var her".
Jeg har også haft gode oplevelser ved at læse flere af Tine Brylds bøger. Hendes emner om teenage problemer og kærlighed interesserer mig og hendes skrivemåde drager mig og gør at jeg altid lige skal vende endnu en side.
Lige så fint det kan være at vælge bøger på grund af forfatteren, lige så skidt kan det være. Da jeg færdiglæste "Vand til elefanterne" af Sara Gruen sad jeg tilbage med en helt fortryllende følelse. Jeg var simpelthen forelsket i bogens fortælling og dens karakterer. Derfor var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle have hendes bog: "Abehuset", da den pludselig var på tilbud i boghandlen. Bogens cover lignede sågar den bog som jeg dengang forelskede mig i. Men åh, hvor blev jeg skuffet. Historien interesserede mig ikke og jeg fandt aldrig ro i skrivestilen. Jeg så mig selv skimme siderne og være så ligeglad med beskrivelserne. Historien skulle bare overstås, så jeg kunne komme videre.

Vælger i også nogle gange bøger ud fra, hvem der har skrevet dem og har i gode eller dårlige erfaringer med det?


5 kommentarer:

  1. Jeg var faktisk også ved at købe Abehuset til bogudsalget, da jeg også synes 'Vand til elefanterne' var super god, men gjorde det ikke. Men ja, jeg har det nok også med, bare at gå ud fra at bogen må være god, hvis jeg har læst en anden af forfatteren som var....

    SvarSlet
  2. Ja, det gør jeg som regel, hvis jeg læser en god bog fra en forfatter, jeg ikke er stødt på før - så skal jeg lige tjekke, om han/hun kan friste med andre spændende bøger :-)

    Men ja - det er ikke en garanti, og det illustrerer dit eksempel meget godt. Jeg oplevede nøjagtig det samme med de samme to bøger (jeg købte dog ikke 'Abehuset' - heldigvis)-

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
  3. Jeg synes også jeg møder det modsatte problem, hvor jeg lige frem bliver træt af en forfatter fordi vedkommendes bøger ligner hinanden for meget i både handling og skrivestil, så der det føles som om man læser den samme historie bare med andre navne og et lidt anderledes setup, sådan har jeg det med Jojo Moyes og Cecilia Ahern.

    SvarSlet
  4. Jeg har det også ofte med at vælge en bog ud fra forfatteren. Det har givet både gode og dårlige oplevelser, i form af at nogle bøger viste sig at være mindst lige så gode, mens andre desværre skuffede. Men sådan er det jo altid - selvom man ikke vælger en bog ud fra forfatteren :)

    /www.mitbogunivers.blogspot.com

    SvarSlet
  5. Jeg gør det gerne, hvilket som oftest selvfølgelig giver blandede oplevelser af forfatterens skriverier - dog gør det mig ikke noget. Det er rart nok, at læse lidt af hvert, af den givende forfatter. Det giver også et helt andet forfatterbillede og nogle af de forfattere jeg holder mest af, er nogle af dem jeg har set fra flere sider - både gode og knap så gode. :)

    SvarSlet