mandag den 11. maj 2015

Musicalen "Bleeding Love"

Jeg er kulturblogger for Fredericia Teater og har derfor fået billetten gratis, for at jeg kan bedømme, hvad jeg synes om musicalen. Billederne er taget fra Fredericia Teaters hjemmeside.

I en tilfrosset by, hvor de fleste for længst er flygtet fra findes der stadig enkelte beboere. Brookwyn har i flere år været fanget i sin lejlighed med sin grandtante. Hun længes efter eventyr og hun længes efter kærlighed.

Denne forestilling var mange ting på en gang. Den var mystisk, helt utrolig komisk, spændende men også lidt kedelig. Musikken og musikerne i forestillingen var virkelig fantastiske og jeg sad flere gange og rockede med til den. Men nogle af sangene var bare åh så kliche agtige. Hvad der kunne siges med en enkelt sætning skulle absolut siges med en alt for lang sang. Det var dog ikke alle sangene der var ligesådan. Især sangene der blev sunget sammen var virkelig flotte at lytte til og jeg var meget betaget af lyden der kom ud af det.

Thomas Jensen og Lars Mølsted var stjernerne på scenen. Lars Mølsted har en helt speciel evne til at spille den lidt specielle og mystiske type. Jeg bliver fascineret hver evig eneste gang af hans talent. Thomas Jensen var virkelig sjov i denne forestilling. Desuden havde han de fedeste sange som viste, hvor talentfuld en sanger han også er. Hvis han lavede en rock cd så ville jeg helt sikkert give den en chance. Endnu en skuespiller der var hylende morsom var Maria Skuladottir. Sjældent har jeg set en så morsom og underfundig figur i en forestilling.

Selvom der bestemt ikke manglede talent i denne forestilling så vil jeg stadig betegne forestillingen som middel. Historien fangede mig ikke helt 100 procent og hovedrollen Brookwyn var ærligt talt en lidt kedelig figur.

Forestillingen får stjerner for de talenter jeg har nævnt i denne anmeldelse. En stjerne hver går til Lars Mølsted, Thomas Jensen og Maria Skuladottir

Jeg giver den 3/6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar