tirsdag den 15. juli 2014

Anmeldelse af "Den hemmelige historie" af Donna Tartt


Stjerner: 6/6
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Antal sider: 563
Sprog Dansk

Richard er flyttet til et universitet i Vermont. Her bliver han en del af en gruppe græskstuderende, der er så opslugt af deres studie, så det tager overhånd. Richard fortæller i denne bog, hvordan det ene problem fører videre til det næste.

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige til denne bog. Jeg kunne virkelig godt lide den. Det er svært at sige, hvad det lige præcis var, der gjorde denne bog helt speciel, men der er bare et flow, der gør at man bliver fuldstændig opslugt af historien. Man tror man har en ide om, hvordan bogen vil fortsætte. Alligevel tog jeg mig selv i, lige at skulle læse en side ekstra og så en til, for at finde ud af, hvad der ville ske.

Selvom jeg havde en fornemmelse af, hvad der ville ske i historien, så fik jeg alligevel nogle sug i maven mens jeg læste bogen. Der var bestemt nogle ting, jeg ikke lige havde set komme.

Jeg er meget glad for den måde, Donna Tartt skriver og beskriver på. Hun har flere fine beskrivelser med, som gør at jeg tydeligt forestiller mig det hun vil have en til at se. Nogle af beskrivelserne måtte jeg også trække på smilebåndet af.

Det græske element i denne historie synes jeg, er helt fantastisk. Man kommer helt til at tænke tilbage på sine timer med oldtidskundskab. Man ser det tydeligt, da de unge begår hybris og derefter venter man bare på at se, hvad deres nemesis er. Hold nu op det var spændende.

Det er desuden også fascinerende at se den måde Donna Tartt lader de forskellige personer udvikle sig på i bogen. Hvordan tackler forskellige personer de voldsomme traumer, som de bliver udsat for. Jeg synes det er en meget realistisk måde, hun har opbygget dette i sin bog og giver et fascinerende psykologisk element til bogen.

Jeg var vild med denne bog og jeg kan se at flere på goodreads også var glade for den. Jeg tror det er meget få mennesker, der ikke har det på samme måde.

(Sponsoreret indlæg)

(Bogen er anmeldt for Lindhardt & Ringhof. Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne.)

1 kommentar:

  1. Sådan en skøn anmeldelse af en helt enestående bog! Jeg elsker den virkelig!

    SvarSlet