tirsdag den 13. maj 2014

Anmeldelse af "Zoes ekko" af Alyson Nöel


Stjerner: 6/6
Forlag: Alvilda
Antal sider: 272
Sprog Dansk

Der er gået et år siden Zoe blev brutalt drabt. Zoe's søster Ekko er stadig ikke kommet sig helt over chokket og tager i starten derfor afstand fra Zoe's gamle kæreste, der giver hende søsterens dagbog. Hendes nysgerrighed vinder dog, og Ekko bliver ført ind i søsterens privatliv og tvinges til at ændre sit syn på, hvordan Zoe's liv var og hvad der førte hende i døden.

Historien starter med det samme på at beskrive et meget svært emne. Det at miste en man har kær og at bære på en stor sorg er langt fra et let emne at skrive om og det er noget folk hurtigt prøver at tage afstand til. Derfor synes jeg, at det er smukt, at denne bog prøver at få dette emne frem i lyset og det bliver gjort på en fin og enkel måde.

Zoe og Ekko var søstre men alligevel utroligt forskellige. Som en familie siger man ofte, at man kender hinanden ud og ind. Men denne bog giver også et indblik i, at dette ikke altid er tilfældet. Man kan blive overrasket over, hvilke tanker, følelser og meninger en anden person har, som man ellers troede man vidste alt om. Ekko bliver tvunget til at ændre sit syn på, hvordan hendes søster var, da hun stadig levede.

Bogen var utrolig nem at læse og der var et godt flow i den. Jeg elskede, at kapitlerne var korte og jeg tog mig selv i, lige at skulle læse et ekstra kapitel. Historien rørte mig, da det er et emne, som ikke mange hverken skriver eller taler om. Den får en til at tænke sig om en ekstra gang.

(Sponsoreret indlæg)

(Bogen er anmeldt for Alvilda. Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar