onsdag den 28. maj 2014

Anmeldelse af "Gravgæst" af Johan Theorin


Stjerner: 4/6
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Antal sider: 471
Sprog Dansk

Det er sommer og højsæson for turismen på Øland. Kloss-familien ejer en stor del af campingpladserne og feriehusene på øen og tjener godt på det. Der sker dog noget mystisk på øen. Et skib forsvinder, der høres mystiske lyde og drengen Jonas Kloss er sikker på at have set et spøgelse.

Jeg må indrømme, at det var et perfekt tidspunkt at læse denne bog på. Beskrivelserne om den varme sommer var virkelig flotte og jeg forstod dem så tydeligt, da jeg selv sad på en terrasse og forsøgte at bevæge mig så lidt som muligt pga. varmen.

Uden at røbe plottet i bogen vil jeg sige, at der er nogle elementer i denne bog, der fungerede virkelig godt og gjorde spændingen næsten uudholdelig. Ved de sidste sider i bogen kunne jeg ikke slippe den, fordi jeg gerne ville vide, hvad, der skulle ske.

Man følger forskellige personer i kapitlerne, hvilket jeg ikke altid var lige tilfreds med. Nogle personer var mere spændende end andre og nogle gange gik der lang tid før jeg overhovedet forstod, hvorfor man lige præcis fulgte den person.

Jeg synes desuden, man skulle lidt for langt ind i bogen før spændingen begyndte. Starten føltes en anelse langsom. Men efter det kom spændingen og der var en person i bogen, som jeg faktisk godt kunne tænke mig at læse mere om, fordi personen havde en spændende livshistorie.

(Sponsoreret indlæg)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar