torsdag den 15. maj 2014

Anmeldelse af "Cirionos fortælling" af Nick Clausen


Stjerner: 3/6
Forlag: Høst & søn
Antal sider: 280
Sprog Dansk

Cirino er blevet taget til fange og solgt som slave. Selvom han har arbejdet som slave i mange år, er han ikke klar til at opgive sin frihed. Da muligheden for flugt viser sig griber han efter chancen. Det er ikke nogen nem flugt, da slaveejeren er lige i hælene på ham. Samtidig er der udfordringen i at vide, hvem man kan stole på.

Jeg synes at selve ideen med bogen virker virkelig spændende og som en bog der lige passer til mig. Bogen er også hurtig at læse og har dejligt korte kapitler, så man lige kan læse et ekstra kapitel.

Det der irriterer mig ved denne bog er, at hovedpersonen Cirino minder mig om Supermand. I mine øjne er supermand nok den kedeligste superhelt nogensinde. Han har kun en god side og tænker altid på, hvad der er det bedste for andre. Desuden så kommer han aldrig selv til skade. Sådan er det også med Cirino. Han er nærmest uovervindelig. Dette mener jeg kunne være en spændende vinkel, hvis man bare fik noget mere af vide om hans baggrund for, hvorfor dette er tilfældet. Cirino har også nogle smukke værdier som menneske, fordi han altid tænker på andre først. Jeg synes bare det bliver alt for meget i løbet af fortællingen.

Historien er også lidt for forudsigelig til min smag. Jeg havde så godt som gættet hele handlingen efter jeg havde læst de første par kapitler. Der er dog nogle kapitler, der fungerer rigtig godt og får pulsen op at køre af spænding mens man læser dem.

Alt i alt synes jeg, at ideen med bogen er rigtig god men historien formåede ikke at fange min opmærksomhed godt nok.

(Sponsoreret indlæg)

(Bogen er anmeldt for Rosinante & Co. Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar