torsdag den 17. april 2014

Anmeldelse af "Divergent: Oprøreren" af Veronica Roth


Stjerner: 5/6
Forlag: Alvilda
Antal sider: 448
Sprog Dansk

Der er udbrudt krig mellem de fem faktioner. Der er ikke nogen steder, man kan føle sig sikker og især ikke Tris, som er divergent. Mange føler sig truet af divergenterne og derfor er det farligt, hvis folk ved, at man er divergent.

I min anmeldelse af den første bog i Divergent-trilogien nævnte jeg, at den verden med faktionerne der er blevet opstillet er virkelig fantastisk og helt sin egen. Jeg blev dog træt af, at historien mest af alt endte som en stor omgang teenage-pladder. Jeg var derfor spændt på, om bog to ville fortsætte i samme spor.
Jeg startede ud med virkelig ikke at kunne lide hovedpersonen Tris. Hun opfører sig fuldstændig uansvarligt og jeg måtte flere gange himle med øjnene af bare irritation. Men det gode ved denne bog er, at Tris udvikler sig. Hun kører ikke i samme spor hele tiden. Hun lærer af sine fejl og kommer videre. Jo længere ind i bogen jeg kom des mere kunne jeg følge hende og hendes valg.

Man hører også mere om de forskellige faktioner i denne bog, hvilket jeg er meget meget glad for. Jeg vil så gerne lære en masse om denne verden og hvordan den hænger sammen. Som før nævnt er det en helt speciel verden, forfatteren har opstillet og jeg synes, det er virkelig spændende at dykke ned i den verden.

Slutningen i bogen er simpelthen så spændende. Der opstår et helt nyt klimaks, som vender det hele på hovedet. Jeg kunne ikke slippe bogen og ærgredes over at den sluttede. Jeg vil jo vide, hvad der sker!

(Sponsoreret indlæg)

(Alle holdninger i denne anmeldelse er mine egne)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar