lørdag den 29. marts 2014

Musicalen "Lizzie"

Jeg er kulturblogger for Fredericia Teater og har derfor fået billetten gratis, for at jeg kan bedømme, hvad jeg synes om musicalen. Billederne er taget fra Fredericia Teaters hjemmeside.

Allerede inden musicalen begyndte, kunne jeg fornemme at dette ikke var en helt almindelig musical. Da jeg kiggede hen mod musikerne, opdagede jeg, at der stod en hel del guitarer på en lang række, som bare var klar til at blive brugt. Men det vildeste var, da lyset dæmpede sig og jeg rettede mit blik mod scenen. Her kunne jeg se, at alle på forreste række sad med regnslag på. Jeg havde godt hørt, at "Lizzie" er en blodig affære men dette syn var dog alligevel voldsomt.

Musicalen er baseret på en ægte historie om kvinden Lizzie Borden, som blev tiltalt for at have myrdet sin far og hans kone. Hun blev dog frikendt, fordi der ikke var nok beviser for, at hun var skyldig. Alligevel var der nogle ting, der ikke hang sammen. En teori for hvorfor hun dræbte dem er, at faren havde misbrugt hende. Denne teori bliver også brugt i musicalen.

Det første i denne musical man må pege ud er helt klart musikken. Selvom det er en musical, så spiller musikken lige så stor en rolle som skuespillerne. På nogle punkter kan man diskutere, om det mere er en koncert end en musical. Men selvom der mest er musik, så er der alligevel en historie man kan følge. Musicalen indeholder det fedeste hårde rock, der hamrer lige ind i kroppen på en, så man ikke selv kan lade være med at rocke med. Min sidemand headbangede ligefrem. Det var også virkelig skønt at se på musikerne, der står ude i siderne af scenen, da man kunne se, at de virkelig levede sig ind i musikken og rockede med.

Bjørg Gamst spillede hovedrollen som Lizzie og wow, hvor var hun god. Hun spillede Lizzie som en naiv pige, der var lige på kanten til det psykopatiske. Man sad bare og ventede på, hvornår hun ville ryge ud over kanten. Da hun endelig slap sine indre dæmoner løs, resulterede det i et kæmpe blodbad på scenen. Her  var det godt med regnslagene til publikum, for blodet sprøjtede ud til alle sider.

Jeg var SÅ vild med denne musical og har stadig meget af musikken i hovedet. Jeg tror ikke, at musicalen er for alle. En fordel er at kunne lide rock, men så er den også helt perfekt. Det er en fantastisk forestilling til folket, der mener at musicals ikke lige er dem, fordi det er for sukkersødt. De vil komme til at sidde med kæben helt nede på brystet af benovelse

Jeg giver den 6/6 stjerner

2 kommentarer:

  1. Den lyder da super fed! Og fedt, at du fik gratis billetter som kulturblogger :)

    SvarSlet
  2. Slet ikke misundelig da.. Tag lige mig med næste gang ;)

    SvarSlet