tirsdag den 5. november 2013

Anmeldelse af "Blandet slik" af Cecilie Sund Kristensen


Stjerner: 5/6
Forlag: Mellemgaard
Antal sider: 89
Sprog Dansk


Bag på digtsamlingen ”Blandet slik” står der, at den handler om: 
”At leve uden at tænke på konsekvenserne, om kærlighed, sex, seksualitet og alle de der latterlige kvindeting, vi hader, men alligevel ikke kan komme udenom at opleve. Blandet slik er måske den ungdom, du er glad for, at du aldrig fik.”
Digtsamlingen er delt op i tre dele: Del 1: Ham, Del 2 Hende og Del 3: Deklaration

Det er helt rigtigt, at det er en ungdom, man er glad for ikke at have haft. Forsiden af digtsamlingen viser som det første, at dette er en bog som indeholder smerte.
Digtsamlingen er fyldt med meget stærke følelser og især had og hævngerrighed var følelser, der var meget dominerende hos mig, mens jeg læste digtene. Selvom jeg ikke kan relatere til alle digtene, så synes jeg stadig, de var meget smukke på deres egen måde med flotte beskrivelser.

Enkelte digte satte sig dybt i mit hjerte, fordi de netop sætter ord på følelser, jeg også har haft i mit liv. Det at der bliver sat så nøjagtige ord og sammenligninger på de følelser, jeg har haft gør at jeg ved, at dette er en digtsamling, jeg vil vende tilbage til og læse igen og igen. Hvorfor vende tilbage til gamle følelser? Nogle gange har man bare brug for det, for at se fremad igen og disse digte sætter præcise ord og beskrivelser på disse følelser.

Nogle af digtene virker i starten en anelse forvirrende, hvorefter de sidste linjer giver en klarhed og nogle gange kunne jeg ikke lade være med at udbryde, hvad der kan minde om et grin, uden at det skulle være morsomt. Den giver bare så meget mening på sin helt egen måde. Som for eksempel strofen:

”Ligesom solen
Nydes hun bedst
Fra en vis afstand”

En rigtig god digtsamling, som tydeligt er for unge mennesker, der har følt og måske kan relatere til kærlighed, skuffelse og hævngerrighed. Jeg kunne sagtens finde på at læse mere af Cecilie Sund Kristensen.

(Sponsoreret indlæg)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar