tirsdag den 23. oktober 2018

Anmeldelse af Kastevind af Alberte Winding


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 6/6
Forlag: Rosinante & Co.

Antal sider: 144
Sprog Dansk

Kastevind er Alberte Windings fine erindringsglimt fra barndommen. Om at forsøge at afkode, hvordan man får de voksne til at få øje på en. Om drenge og det første kys. Om at miste sin mor og være alene med sin sorg. Og om at lede efter sig selv i ret meget rod.

Kastevind er fyldt med så mange smukke poetiske ord og sætninger. De fylder min krop med varme, kærlighed og sorg. Med få ord får Alberte fortalt så meget, så man slet ikke er i tvivl om, hvordan det var, at være unge Alberte i de forskellige situationer gennem barndommens minder.

Med sine 144 sider er dette et meget kort glimt af Albertes erindringer. Men selvom den er så kort, så formår Alberte alligevel at give utroligt meget af sig selv og beskriver det hele så levende, så man så let som ingenting bliver ført tilbage i fortiden og næsten kan mærke og dufte de beskrevende omgivelser.

Hvis man vil, kan man hurtigt læse denne bog. Det vil ikke tage mere end et par timer at læse bogen fra ende til anden. Men hvis man gør det, så synes jeg man snyder sig selv. Ordene og sætningerne kræver at blive læst med omhu og måske endda at blive genlæst. Bogen er som sagt fyldt med smukke poetiske ord og sætninger og det klæder virkelig denne fortælling. Det føles på ingen måde opstillet eller tungt. Det føles i stedet som om ordene svæver og man glider på en behagelig måde gennem historien.

Kastevind er nok en af de bedste læseoplevelser jeg har haft i år.

lørdag den 20. oktober 2018

Anmeldelse af Huset på klippen af Elly Griffiths


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne


Stjerner: 4/6
Forlag: Gads Forlag

Antal sider: 350
Sprog Dansk

Ruth Galloway tilkaldes, da et hold arkæologer afdækker et lig ved foden af en klippe, men Ruth har svært ved at fokusere på sagen. Dels er hun netop vendt tilbage fra barselsorlov, dels er det Harry Nelson, der leder efterforskningen, og han og Ruth har et mildest talt uafklaret forhold til hinanden. Liget viser sig at have ligget skjult i sandet længe – formodentlig siden Anden Verdenskrig. Men da endnu et lig bliver skyllet op på stranden, går det op for Ruth og Nelson, at der muligvis er en morder på spil, der forsøger at skjule en grusom hemmelighed fra krigens tid – og snart er de selv i livsfare.

Det blev til endnu et glædeligt gensyn med arkæologen Ruth Galloway. Elly Griffiths har formået at skabe en virkelig elskelig karakter, som man slet ikke kan få nok af og som man ikke kan undgå at komme til at holde af. Jeg glæder mig hver gang til at høre, hvad der er sket med Ruth siden sidst.

Mens historien og gensynet med Ruth er hyggelig og rar, så er der stadig spænding i fortællingen. Bogen er bygget op som en vaskeægte klassisk krimi og man når at mistænke en hel del folk, som alle kunne have en grund til at myrde. Derudover lærer vi også de faste karakterer i serien bedre at kende og det er skønt at følge med i, hvordan de udvikler sig.

I min familie er det både min mor og jeg, der holder meget af at læse om Ruth Galloway og vi får meget tid til at gå med at diskutere vores teorier og gætte på, hvem morderen er. Jeg har sagt det før men det er fuldstændig som i gamle dage når vi lørdag aften så Kriminalkommissær Barnaby i TV og diskuterede, hvem morderen kunne være. Det er simpelthen så hyggeligt!

fredag den 5. oktober 2018

Anmeldelse af Tarzan the musical

Jeg er kulturblogger for Fredericia Teater og har derfor fået billetten gratis, for at jeg kan bedømme, hvad jeg synes om musicalen. Billederne er taget fra Fredericia Teaters Facebook-side og hjemmeside. Fotografen er Søren Malmose.

Jeg har altid holdt utrolig meget af Disneys filmversion af Tarzan. Jeg har set filmen utallige gange og skrålet med på Phil Collins' sange, som jeg satte på repeat på mit anlæg derhjemme. Derfor var jeg også en smule bange for at se denne forestilling. Jeg var bange for at have alt for høje forventninger. Dette var måske også medvirkende til, at jeg i starten sad og så på forestillingen med en smule skepsis.

For første færd ser vi, hvor geniale Fredericia Teater kan være, når de inddrager salens rum ved hjælp af hængende lianer fra høje trætoppe og bygger scenografien op med skærme fra gulv til loft, der viser en fantastisk smuk grafisk jungle. Men historien fangede mig alligevel ikke helt fra starten. Teatrets forsøg på at gengive filmens start frame by frame falder en smule til jorden, da den efter min smag bliver for forhastet samtidig med at sangen virker en anelse svag. Man når desuden aldrig helt at blive bange for den farlige leopard og Kerchak, gorillaernes leder, er slet ikke så dyster og farlig, som jeg føler han kunne have været.

Der sker dog pludselig en ændring i stemningen, hvorefter min skepsis bliver gjort til skamme. Det sker, da Maria Skuladottir i rollen som Kala synger Du er mit hjerteslag. Her kan man virkelig mærke hendes inderlighed og det rørte mig dybt. Maria spiller rollen som Tarzans gorillamor så ægte og inderligt, så man virkelig kan mærke det og tror på hendes kærlighed til Tarzan. Der skal også lyde en ros til de to drenge på scenen. Især den unge Tarzan overraskede mig med sin rigtig smukke stemme.

Der er til musicalen tilføjet ekstra sange og jeg var spændt på, om sangene kunne leve op til dem man kender så godt fra filmen. Her må jeg tilstå, at de nye sange ikke rigtigt var noget særligt men de gjorde dog heller ikke nogen fortræd. Man kan diskutere, om nogle af dem blev en anelse for lange, hvilket nok i bund og grund er en smagssag. Personligt mener jeg, det bedste var når de velkendte sange dukkede op. Disse sange kunne mærkes i hele kroppen og man havde bare lyst til at svinge med, når alle aberne svingede sig i lianerne.

I anden akt sker der en masse virkelig gode ting, som giver et positivt løft til historien. Anden akt starter med et brag af en fest, da gorillaerne smadrer menneskenes lejr til den velkendte sang fra filmen. Herudover bliver vi introduceret til Jane samt hendes far, der denne aften blev spillet af Bjørg Gamst og Søren Bech Madsen. Disse to har et helt fantastisk samspil, der er utrolig hjertevarm og samtidig får en til at grine inderligt.

Det er også i anden akt, vi rigtig får lov til at se Kim Ace Nielsen folde sig ud som den voksne Tarzan og det må man sige, at han gør virkelig godt. Jeg tror virkelig på ham og det virker på ingen måde akavet når han bevæger sig rundt som en gorilla og forsøger at kommunikere med Jane. Det fungerer også rigtig godt når han synger og jeg mærker virkelig kraften i de velkendte sange, når han får lov til at synge dem mens han suser rundt på scenen og laver alle mulige akrobatiske tricks.

Jeg synes ikke rigtigt, at skurkene i musicalen lever helt op til mine forventninger. Selvfølgelig er de farlige og en trussel mod historien men Clayton, som er anden akts skurk opnår kun at blive en lille biperson, der ikke bidrager særlig meget til historien. Kerchak får dog endelig lov til at skinne igennem og det gør han med bravour, så man endelig kan fornemme, hvad der gør denne rolle vigtig for historien.

Selve slutningen på musicalen er simpelthen noget så skøn. Man kan mærke musikken helt ind i hjertet og jeg følte både glæde, kærlighed og sorg for de personer, der optræder i historien. Jeg sluttede derfor hele denne musicaloplevelse af med at føle en stor kærlighed til historien, musikken, sangene og karaktererne.

Derfor får denne forestilling 5/6 stjerner


fredag den 21. september 2018

Anmeldelse af Frantumaglia af Elena Ferrante


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 4/6
Forlag: Politikens Forlag 

Antal sider: 448
Sprog Dansk

Elena Ferrante har længe været et mysterie. Forfatteren bag de populære Napoli-romaner ønsker ikke at være et kendt ansigt og har derfor valgt at gøre sig selv anonym ved hjælp af forfatternavnet Ferrante. Med denne bog får vi dog lov til at blive en smule klogere på forfatteren, da man får lov til at læse Ferrantes breve, interviews og refleksioner.

Det helt store spørgsmål omkring, hvem forfatteren er forbliver stadig en hemmelighed, men bogen har dog gjort mig en smule klogere på, hvilken type Elena Ferrante er og hvad hendes tanker er bag de bøger, hun har skrevet. Det er rigtig spændende at se et samlet billede af forfatteren, der her selv får lov til at sætte ord på, hvad hun mener og tænker uden nogen kommer med sine teorier om, hvem Elena Ferrante er.

Frantumaglia er en bog til dem, der har været utrolig glad for at læse Elena Ferrantes romaner og som gerne vil have et mere grundigt indblik i forfatterens tanker. Da man jo ikke ved, hvem Elena Ferrante i virkeligheden er, så kan man ikke definere denne bog som en decideret biografi. Derfor synes jeg ikke, bogen er til den almindelige læser, der bare synes at Elena Ferrante er en god forfatter. Man skal have en stor interesse i hendes forfatterskab og på en måde være på et analyserende niveau. En vigtig detalje er også, at man skal have læst hele hendes forfatterskab for at få det hele ud af bogen. Ellers risikerer man at få afsløret nogle detaljer fra de bøger, man endnu ikke har læst.

Frantumaglia er altså en samling af skrifter fra forfatteren Elena Ferrante, der henvender sig til den analyserende og meget interesserede læser, der ønsker at komme endnu længere ned i forfatterens værker og tanker.

mandag den 10. september 2018

Anmeldelse af Johns saga af Torben Munksgaard


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 5/6
Forlag: Lindhardt & Ringhof

Antal sider: 192
Sprog Dansk

John på 75 føler sig alene i verden nu, hvor hans kone Vera er død. Vennerne er borte og han forstår ikke længere de unge mennesker. Han bliver derfor nødt til at se livet fra nye vinkler og beslutter sig for at opsøge den søn, der for lang tid siden brød kontakten med ham og Vera.

Efter at have vendt sidste side i Johns saga sidder jeg tilbage og er noget så uendelig trist. Det gør helt ondt i hjertet at følge John og jeg har mest af alt bare lyst til at give ham et knus og trøste ham. Men alligevel er han også en mand med mange sider og derfor kommer jeg også til at føle mange forskellige ting for John. Jeg griner af ham og over hans skarpe observationer, jeg føler en uendelig stor ømhed, når han beskriver sin kærlighed til sin kone og jeg himler med øjnene, når John i nogle situationer bare er en sur gammel mand.

Det gør ondt at læse Johns saga. Jeg synes ikke det er nogen rar historie, da den er så trist og melankolsk. Når jeg tænker tilbage på historien får jeg tårer i øjnene. Men selvom den er så trist, så er den også ufattelig smuk. Torben Munksgaards sprog og hans af og til usentimentale beskrivelser gør Johns saga til en smuk læseoplevelse ligesom melankolien formår at røre en i hjertet mens hans sorte humor får en til at lette på smilebåndet.

Det der især fik mig til at smile var observationerne af forskellige mennesker, der gang på gang rammer plet. Kender vi måske ikke alle typen som Mogens, der er: "...en belæst mand. Han står altid ved bardiskens langside, hvor der er størst mulighed for at falde i snak med nogen, han kan dupere med sin viden og sine citater." (s34)

Johns saga indeholder altså mange elementer. Den er uendelig trist og endeløs smuk mens den samtidig er fyldt med ironi og sort humor. Disse elementer gjorde det til en utrolig tankevækkende læseoplevelse!

onsdag den 22. august 2018

Anmeldelse af "Den grusomme kejserinde" af Lene Kaaberbøl

Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 4/6
Forlag: 
Alvilda
Antal sider: 128
Sprog Dansk

Hay Lin finder et spejl i en mystisk butik, som hun ikke kan slippe igen. Hun må have det med sig hjem, da et eller andet ved det drager. Der er dog noget mærkeligt på færde, og derfor må W.I.T.C.H. pigerne tage over.

Jeg har altid holdt utrolig meget af Hay Lins væremåde og stil og derfor var det dejligt at læse om hende igen. Hay Lins forældre ejer en asiatisk restaurant så alle hendes omgivelser emmer af asiatisk kultur. Det samme gør denne historie, da den næsten bliver til en ny version af Nattergalen.

Sproget og opbygningen af historien er holdt i tråd med de andre bøger om W.I.T.C.H-pigerne, så på den måde virker det meget genkendeligt. Hvis man kan lide at læse om pigerne fra Heatherfield, så er det selvfølgelig et must også at få læst denne bog.

fredag den 20. juli 2018

Anmeldelse af Stilnerens musik af Lene Kaaberbøl


Sponsoreret indlæg - Alle meninger i denne anmeldelse er mine egne

Stjerner: 4/6
Forlag: 
Alvilda
Antal sider: 115
Sprog Dansk

I Stilnerens musik følger vi Irma, der sammen med nogle af sine venner er med i en musikkonkurrence. Her deltager bandet Brimstone også, som med det samme bliver de helt store favoritter. Efter Brimstones deltagelse begynder unge teenagere i Heatherfield at gå rundt som zombier mens de nynner med på Brimstones sange. Der er noget der ikke helt stemmer, så W.I.T.C.H-pigerne beslutter sig for at undersøge sagen nærmere.

Jeg kan rigtig godt lide, at man læser historien ud fra de forskellige pigers synsvinkel, da man på den måde får et indblik i pigernes personligheder. Det gør, at det er et glædeligt gensyn med de piger, som man også fulgte i W.I.T.C.H-tegneserierne. Jeg holder derudover også utroligt meget at blandingen mellem hverdag og magi. Selvom der er magi indblandet, så er det alligevel til at relatere til.

Jeg kender W.I.T.C.H.-historien rigtig godt fra tegneserierne, så for mig er det den rene nostalgi at læse denne historie. Jeg ved dog ikke, hvor meget folk fanger, hvis ikke de har læst nogle af tegneserierne. Jeg er sikker på, at man sagtens vil kunne læse denne historie for sig selv, men der er alligevel enkelte henvisninger til mindre historier som man kun fanger, hvis man har læst tegneserierne. Man kan dog håbe på, at disse historier kan være med til, at tegneserierne endnu engang bliver populære.